Miniguide til skønne Soller på Mallorca 🍋

Tips til eventyr i Mallorcas Tramuntana bjerge

Soller og området i Appelsindalen byder på rigtig mange oplevelser. Her vandrede jeg i bjergene, købte special the i Valldemossa og badede i helt klart vand ved Torrent de Pareis.

Faktisk er det mit absolut favoritsted på hele Mallorca. Derfor har jeg samlet denne guide med alle mine tips til de bedste aktiviteter, oplevelser, spisesteder og overnatningsmuligheder i Soller og omegn. 

❗️FlereFerier.dk finansieres af reklamelinks. Derfor kan jeg modtage en mindre kommision overnatninger, oplevelser m.v., som du køber igennem siden. Det medvirker til, at jeg kan holde siden kørende ☺️

Tog fra Palma til Soller – Ferricarril de Soller

Soller ligger i Mallorcas Appelsindal, som er omkranset af høje Tramuntana-bjerge. Jernbanens primære formål ved sin åbning i 1912 var at fragte appelsinhøsten til Palma. I dag bruges togstrækningen dog primært af turister, som tager på den populære dagstur med toget til Soller og Port de Soller.

Togturen tager ca. en time, og det inkluderer et lille fotostop med en flot udsigt over Soller. Et godt tip er at sidde på venstre side i toget, når du kører fra Palma. På den måde får du udsigten over bjergene på din tur.

Prisen for togturen er ca. 32 euro for en tur/retur billet på samme dag. Så skal du ikke sove i Soller, vil jeg anbefale dig at købe dagsbilletten og bruge et par timer i Soller – og slutte af med lidt afslapning ved stranden i Port de Soller. Jeg tog kun toget fra Palma til Soller, og valgte bussen hjem, da det var en billigere løsning. En enkeltbillet koster nemlig 18 euro + 7 euro til havnen i Soller. 

Du kan købe billetter online og tjekke togtider på trendesoller.com.

Alternativt kan du tage på en Øtur med tog, sporvogn og båd. Oplevelsen inkluderer togbillet fra Palma til Soller/Soller Havn og bådturen til Sa Calobra, hvorfra du kun er en meget kort gåtur fra Torrent de Pareis. 

Længere nede i indlægget kan du læse mere om min tur med båden til Sa Calobra 😃

Aktiviteter og oplevelser i Soller

Bådtur til Sa Calobra og Torrent de Pareis

Når du besøger denne side af Mallorca, må du endelig ikke gå glip af en tur til Sa Calobra og Torrent de Pareis. Sa Calobra er især kendt for den smukke vej med massere af hårnålesving, som leder ned til den lille strand. Ved stranden ligger et turistkontor, og flere buffetrestauranter. 

Færgeturen er virkelig smuk, og undervejs sejler man “forbi” klippegrotter og Mallorcas højeste punkt “Puig Major”, som ligger 1.445 meter over havets overflade.

En kort gåtur fra Sa Calobra ligger Torrent de Pareis, som er en smuk kløft med bjergvægge op til 300 meter. Ved kløften ligger også en lille bugt med det klareste vand – og her bliver altså fyldt med mennesker i løbet af højsæsonen. 

Værd at vide, når du booker bådturen:

Færgen sejler på bestemte tidspunkter først på dagen. F.eks. tog jeg den fra havnen i Soller kl. 11, imens hjemturen fra Sa Calobra var kl. 16:30. Det gav rigeligt med tid til at solbade, svømme og en lille gåtur ind i den imponerende kløft. 

Glem ikke væske, en form for badesko og en strandparaply, når du besøger stranden. Her er nemlig ingen skygge i løbet af dagen, og stenen bliver meget hurtige varme at gå på med bare fødder. 

Tip! Når du besøger Torrent de Pareis er det vigtigt, at du husker meget væske, en form for badesko og evt. en strandparaply. 

Vandreture fra Soller

Soller og bjergene byder på rigtig mange vandreture.  Ruterne kræver ikke altid, at du er den vilde vandrer – men de kræver væske, gode vandresko og lidt snacks til at nyde de flotte udsigter undervejs. 

Jeg downloadede appen Wikiloc, hvorpå der findes mange vandreruter. Den vandrerute, jeg valgte, var en lille 8,25 km rundtur fra Hostel Soller til Barranc de Biniaraix. Det er en virkelig flot rute, som tager dig igennem en lille landsby og op igennem kløften til en mindre vandfald. 

Andre populære vandreruter fra Soller inkluderer at følge GR221 fra Port de Soller til Deia. I Deia kan du så følge stien ned til Cala Deia (stranden). Ruten skulle være forholdsvis let, og den har udsigt over havet på flere strækninger. 

En anden, lidt længere og sværere, vandretur er fra Soller til Cala Tuent. Den 14,5 km lange vandrerute er især populær blandt vandrere i området. Det er muligt at tage færgen fra Cala Tuent tilbage til Port de Soller. Husk at tjekke tiderne i forvejen eller bestille en taxi på forhånd, da der ikke er andre muligheder for hjemtransport. 

Soller Market (Lørdage)

Lørdage er markedsdage i Soller.

Og markedet i Soller var min absolut favorit på hele Mallorca. Ikke kun fordi det ligger i min favorit by på øen – men fordi det har en tilpas størrelse, der gør, at du nemmere finder frem til de boder, du synes, er interessante.

Jeg købte et te kop fra den lokale keramiker @nanomoceramica. Og der findes flere boder med smykker, cremer og lokale delikatesser. 

Markedet starter officielt kl. 08:00, men det slutter først kl 14:00, så du har god tid til at nå det. Jeg vil dog anbefale at komme inden kl. 11, hvis du i forvejen opholder dig i byen. Kl. 11 ankommer det første tog med turister fra Palma nemlig. 

Valldemossa

Valldemossa er en lille by på skråningerne af Tramuntana-bjergene. George Sand ”A Winter in Majorca”, og satte virkelig Valldemossa på verdenskortet. Det kan du f.eks. lære mere om på George Sand Museum.

La Cartuja de Valldemossa er ikke svær at spotte, når du kommer til byen. Herfra kan du gå videre forbi Chopin Cell, hvor du kan se komponistens originale klaver. 

Du kan også bare gå rundt i de små gader og shoppe i de fine souvenirbutikker – som f.eks. te shoppen @castarosamallorca, hvor jeg købte en fin te blanding.

Spisesteder løber du heller ikke tør for. Jeg endte med at få en lækker tomatsalat på @la_vina_tapas_club, og det kan varmt anbefales.

Det er let at tage bussen til fra Soller til Valldemossa. Ankom evt. om eftermiddagen, hvor turistmængden ikke er så overvældende.

Afslapning i Port de Soller

Det er ikke nogen hemmelighed, at Port de Soller er en dejlig lille havneby. Her finder du souveneir forretninger og restauranter i lange baner. Og når du har spist dig mæt, kan du tage på en bådtur fra havnen eller blot bade på en af de mange dejlige strande.

Du kan tage det historiske tog fra Soller og ned til havnen. Det tager ca. 20 minutter og koster omkring 7 euro for en enkeltbillet.

Jeg tog en lille gåtur op til Chapel of St. Catherine og Alexandria. Heroppe er der nemlig en fin udsigt over hele havnen. Vil du gå lidt længere, så er fyrtårnet, Far de Cap Gros, også et populært udflugtsmål fra Port de Soller.

Jeg spiste aftensmad på Vint, som har borde med udsigt over havnen. Restauranten ligger på bakken på til kapellet, så de to stop kan nemt kombineres.

Deia og Cala Deia

Deia er endnu en romantisk bjerglandsby på Mallorca. Den ligger imellem Soller og Valldemossa. Byen har gennem tiderne tiltrukket mange forfattere, kunstnere og musikere. Samtidig holder mange kendisser ferie i byen.

Ud over at være tilholdssted for berømtheder, så finder du flere gode restauranter i byen – f.eks. Michelin restauranten Es Racó d’Es Teix. Og en lille gåtur på 30 minutter tager dig ned til den smukke stenstrand, hvor du kan nyde en drink i en af de to restauranter.

Fornalutx

 Fornaluxt er en af de småbyer, jeg gerne ville have nået at besøge nær Soller. Stenlandsbyen er flere gange kåret som en af Spaniens smukkeste landsbyer. Og det er faktisk muligt at vandre herop fra Soller. Turen er ikke så lang, og du kommer igennem Biniaraix på turen.

Du kan f.eks. bruge et par timer på at gå herop om formiddagen, slentre lidt rundt i de smalle gader, og slutte af med frokost på byens torv, Placa D’Espanya. På TripAdvisor får restauranter som Calzone Pizzeria, Es Turo og Can Nantuna mange og gode anmeldelser. 

EcoVinyassa

Appelsindalen er som nævnt tidligere kendt for sine store plantager med appelsiner og citroner. Alligevel er der kun ét officielt sted, som tilbyder rundture på en appelsin- og citron plantage. Stedet hedder EcoVinyassa, og du kan booke rundturen mandag, onsdag og fredag.

Turen tager ca. 3 timer og koster 15€ for voksne og 7€ for børn. Prisen inkluderer en smagning på frisk appelsinjuice, når rundturen er slut.

Adresse: Carretera Fornalutx, Camí de Sa Vinyassa 3, 07100 Sóller, Mallorca

Instagram: @ecovinyassa

Book rundturen her: ecovinyassa.com

Spisesteder i Soller

Under mine tre dage i Soller spiste jeg kun én gang i Port de Soller. Derfor har jeg desværre ikke mange tips til gode spisesteder ved havnen – udover VINT, som ligger med god udsigt over hele Promenaden. Til gengæld spiste jeg flere rigtig gode steder i Soller, som jeg virkelig vil anbefale dig at prøve, når du kommer forbi byen.

Miga de Nube

Jeg stødte helt tilfældigt på Miga de Nube, da jeg næsten lige var ankommet til Soller med toget. Jeg gik blot en tur ned ad gaden med flest turister, og tænkte, at stedet da egentlig så meget hyggeligt ud.

Hvad jeg kom ind på, var en Slow Café med lokale, organiske råvarer, og en stor, smuk gårdhave, hvor du kan sidde i ro og nyde et måltid.

Jeg endte faktisk med at spise her to gange, for jeg blev aldrig helt træt af tostada med avocado og iskaffe herfra. 

Adresse: Carrer de sa Lluna, 70, Sóller, Mallorca

Instagram: @migadenube

Ca’n Pintxo Restaurant

Skal du spise ét sted i Soller? Så lad det være på Ca´n Pintxo Restaurant. Restauranten serverer små, forskellige retter. Vi bestilte omkring 3 hver, og det spændte fra tacos til de traditionelle patatas bravas. 

Prisen her er virkelig også til at overkomme. F.eks. kan du nyde en hel flaske rødvin fra omkring 20€. 

Stedet anbefalede ejerne af det hostel, jeg boede på. Og har de ikke plads på din ønskede aften, så er La Romaguera Restaurant et godt alternativ. 

Adresse: Carrer de la Rectoría 1, Sóller, Mallorca

Instagram:@can_pintxo

Hoteller og gode steder at bo i Soller

Hostel Soller

📍Soller, Mallorca

Hostel Soller ligger centralt i Soller, kun en kort gåtur fra togstationen. Her kan du booke både sovesale og private værelser. 

Jeg boede 3 nætter på Hostel Soller og gav ca. 300 kr. per nat. I forhold til hotelpriserne på Mallorca, så er det her en af de gode budget-muligheder for dig, som rejser alene eller på budget.

Faciliteterne er simple, men rene. Du finder en gårdhave, et lille køkken med tilhørende spiseområde samt gode badfaciliteter. 

Samtidig har Hostel Soller samlet QR-koder til gode vandre- og cykelruter i området. Ruterne starter lige uden for døren, og du skal kun downloade appen WikiLoc for at følge dem!

Casa Hinges (Soller)

📍Soller, Mallorca

Casa Hinges er en danskejet oase midt i smukke Soller. Drømmen om det historiske rækkehus blev til virkelighed på en cykelferie på øen. Flere af værelserne har udsigt til bjergene, og har du lyst, kan du slappe af i haven, som både rummer pool og citrontræer. 

Prisen varierer fra 140 – 170 euro per nat. Morgenmad er inkluderet i opholdet. 

👉🏻 Book dit ophold på Casa Hinges her

Hotel Marina (Port Soller)

📍Port de Soller, Mallorca

⭐️⭐️⭐️

Hotel Marina er for dig, som ønsker at være nær stranden, bjergene og gode muligheder for vandring, cykling mv. Hotellet ligger nemlig i Port de Soller, lige ned til stranden, Platja den Repic. Her kan du overnatte i udsigtsværelser og lejligheder for 2-4 personer. 

En overnatning med morgenmad kan fås fra ca. 1.100 kr. for to personer.

👉🏻 Book dit ophold på Hotel Marina her

Hotel Fergus Style Soller Beach

📍Port de Soller, Mallorca

⭐️⭐️⭐️⭐️

Vil du på charterferie i Soller, kan du kigge mod rejsebureauet Sunweb og Hotel FERGUS Style Soller Beach. Her kan du bo på værelser til 4 personer lige ved stranden. Opholdet er med morgenmad, men du kan opgradere til halvpension. 

👉🏻 Book dit ophold på Hotel Fergus Style Soller Beach her

OM FLEREFERIER.DK

FlereFerier.dk giver dig inspiration til populære og let-tilgængelige rejsedestinationer i hele verden.

Her finder du især tips til seværdigheder, oplevelser og de bedste områder at bo i. 

PRAKTISK INFORMATION

Email: kontakt@flereferier.dk

Flerferier.dk finansieres af reklamelinks. Derfor kan vi modtage en mindre kommision på f.eks. oplevelser og overnatninger, du køber igennem siden 😄