Kategorier
Destinationer Norge

Prædikestolen i Norge

Hvert år besøger mere end 300.000 turister det 604 meter høje fjeldplateau, Prædikestolen. Og det er ikke uden grund, for her er vildt smukt!

I gamle dage blev Prædikestolen kaldt for Hyvlatånnå. Det smukke fjeldplateau er 25 x 25 meter stort, og du kan nå det via en 4 km lang vandresti fra parkeringspladsen ved Preikestolen Fjellstue.

Her finder du min guide til at planlægge selve vandreturen, transport og overnatning ved Prædikestolen i Norge!

Siden indeholder reklamelinks!

Hvor er Prædikestolen?

Preikestolen ligger på den nordlige side af Lysefjorden i Forsand kommune i Norge. Fra Stavanger er der omkring en times kørsel til Prædikestolen.

Vores vandretur til Prædikestolen

Inden vandreturen til Prædikestolen bruger vi morgenen på at drikke kaffe og lave morgenmad over bål på Ytra Dørvika. Her har vi haft en kold nat i vores festivaltelt fra Tinderbox året før, så vi kommer først afsted mod Prædikestolen kl. 12.

For ikke at gå kolde under turen, har vi pakket godt med Capri-Sun, riskiks, rugbrød og ikke mindst vand. Det er dog begrænset hvor meget, vi drikker, da der IKKE er toiletter på vandreruten.

Starten af vandreturen byder på udsigter over Revsvatnet-søen
Starten af vandreturen byder på udsigter over Revsvatnet-søen.

Fra parkeringspladsen følger vi vejen i godt 800 meter til starten af ruten. Selve stien er ikke svær at følge. Den er godt skiltet, og vi følger bare strømmen af de mange turister, som også har bevæget sig ud på ruten i de 18 graders solskin den dag.

Denne smukke sø møder du, når du er gået ca. halvvejs. Perfekt sted til frokost!

Undervejs støder vi på en smuk sø, hvor vi let kunne have siddet og spist vores mad. Jeg forestiller mig også, at det er et dejligt sted at tage en dukkert på de helt varme dage.

Efter søen er du noget højere oppe i fjeldet, og herfra bliver udsigten over bjergene ekstra spektakulær. Inden den sidste stigning til Preikestolen, kommer du til et stort, åbent område, hvor der ligger en nødhytte.

Herfra kan du spejde op til de modige vandrere, som nyder udsigten fra bjergtoppen over Preikestolen på den anden side.

Den lille nødhytte på vandreturen til Prædikestolen.
Den sidste del af ruten er relativ flad – og august vejret var enormt dejligt.

Ude på selve Preikestolen mister man pusten over de flotte udsigter. Vi turde ikke gå tæt på kanten – men flere stod i kø til at få det ikoniske billede helt ude på spidsen af plateauet.

Hvor hård er turen til Preikestolen?

Den officielle sværhedsgrad for turen er medium, da den har stigninger på omkring 500 meter. Derfor bør du ikke være i dårlig form – men vi trænede heller ikke op til turen inden afgang.

Flere steder er stien meget stejl, men den er godt belagt med sten og muligheder for at holde fast i lænker, så du ikke mister balancen.
Preikestolen blev i 2013-2014 opgraderet af sherpaer fra Nepal!

Vandrestien skifter mellem stejle stigninger og flade områder. Det er dejligt, da det får ruten til at føles forholdsvis let. Samtidig er stien opgraderet af nepalesiske sherpaer i 2013-14, så der er rigtig godt fodfæste hele turen igennem.

Parkering ved Prædikestolen

Preikestolen er en af de mest populære vandreture i hele Norge. Derfor kom det heller ikke som nogen overraskelse, at der skal betales parkeringsafgift.

Det koster 250 NOK at parkere en hel dag ved Preikestolen Parking.

Udsigten ned til parkeringspladsen ved Preikestolen Fjellstue.

Da vi ankommer til parkeringspladsen er P1, som ligger tættest på rutens start helt fuld. Heldigvis findes der en ekstra parkeringsplads med fine toiletforhold, som vi bliver vinket ind på.

Hvordan kommer man til Preikestolen?

Hvordan du kommer til Prædikestolen afhænger af, hvor du vil rejse fra. Den hurtigste vej hertil er at flyve til Stavanger Lufthavn.

Du kan flyve direkte til Stavanger fra København. Og bor du ikke i nærheden af hovedstaden, kan du flyve med SAS fra både Billund, Aarhus og Aalborg med en enkelt mellemlanding.

Tip! Søg efter flybilletter med søgeboksen herunder:

Vil du hellere selv køre til Norge? Det er selvfølgelig også en mulighed, og du kan du enten sejle med Fjord Line til Kristiansand (2,5 time) eller Stavanger (11 timer).

Fjord Line sejler fra Hirtshals, og du kan bestille dine billetter på færgeselskabet hjemmeside.

Kort over ruten fra Stavanger til Preikestolen Fjellstue

Her fokuserer jeg på Stavanger som udgangspunkt og beskriver ruten fra henholdsvis Stavanger Lufthavn og Stavanger Centrum til Preikestolen Fjellstue og parkering.

For bedre overblik over ruten kan du se et kort herunder:

Shuttlebus fra Stavanger Centrum til Preikestolen

De to turistfirmaer, GOFJORDS og PULPIT ROCK TOURS, tilbyder begge direkte busser tur/retur til Prædikestolen. Du kan enten bestille en endagstur eller tage retur på en anden dato.

Busturen tager 50 minutter, og du bliver sat af ved parkeringspladsen, hvorfra du selv skal vandre op til Prædikestolen. Det er en rigtig fin dagsudflugt fra Stavanger!

Ønsker du at bo lige ved dit opsamlingssted, kan du booke din overnatning på Radisson Blu Atlantic Hotel midt i Stavanger. Begge busfirmaer tilbyder af- og påstigning ved hotellet.

Tjek ledige datoer og se billeder af Radisson Blu Atlantic Hotel her.

Køreturen fra Stavanger Lufthavn til Preikestolen

Når du ankommer i Stavanger Lufthavn, har du også den mulighed at leje en bil og selv køre til Preikestolen. Tjek priser for billeje i søgeboksen herunder:

Køreturen fra Stavanger Lufthavn til Preikestolen Fjellstue tager omkring 5o minutter. Det er også omkring Fjellstuen, du finder parkeringspladsen.

Undervejs til Preikestolen kører du igennem verdens længste og dybeste undersøiske vejtunnel, Ryfylke-tunnelen. Den er hele 14,4 km lang, og du kommer 291 meter under havets overflade!

Hvor skal man overnatte ved Prædikestolen?

Der findes to overnatningsmuligheder helt tæt på Prædikestolen. Det er Preikestolen Fjellstue og Preikestolen Camping. Her vil jeg fortælle om begge muligheder.

Læs også min guide til Lysefjorden her.

Eller søg efter overnatning på dine ferie datoer i søgeboksen herunder:

Preikestolen Fjellstue

Fjellstuen tilbyder overnatning i dobbeltværelser og familieværelser, som alle har udsigt over den flotte sø, Refsvatnet. En overnatning kommer med morgenmad og gratis parkering.

Preikestolen Fjellstue er en del af Preikstolen BaseCamp, hvor du både kan bestille overnatning og oplevelser. Du kan f.eks. leje kajakker eller leje en flydende sauna på søen!

Tjek også overnatningsmuligheder som Preikestolhytta, Hikers’ Camp og Veslebu, som alle er en del af BaseCamp.

Preikstolen Camping

  • Preikestolen Camping ligger 4 km fra vandreturens start

Preikestolen Camping er for dig, som kommer i bil. Her kan du nemlig kun overnatte i eget telt, campingvogn eller autocamper. Pladsen har servicebygninger, reception, restaurant og en souvenirbutik.

Du kan overnatte på campingpladsen fra marts til oktober, og da du ikke kan forhåndsbestille en plads, anbefales det at komme omkring kl. 11. Så er chancen for en ledig plads større.

Se opdaterede priser på preikestolencamping.com.

Hvert år besøger mere end 300.000 turister det 604 meter høje fjeldplateau, Prædikestolen. Og det er ikke uden grund, for her er vildt smukt.

Bjerglandskabet fra toppen af Prædikestolen.
Glade vandrere – og udsigten over hele Lysefjorden fra Prædikestolen!