Hvad skal man se på Tenerife?

❗️FlereFerier.dk finansieres af reklamelinks. Derfor kan jeg modtage en mindre kommision overnatninger, oplevelser m.v., som du køber igennem siden. Det medvirker til, at jeg kan holde siden kørende ☺️

Find flere guides til Tenerife 👇🏻

1️⃣ Teide National Park

Teide National Park er den helt store naturoplevelse på Tenerife. Vulkanen Teide er med sine 3.718 meter det højeste bjerg i Spanien – og den 3. største vulkan i verden. Nationalparken og området omkring vulkanen byder på det kæmpe krater, Canadas del Teide, og en flot kortere vandretur ved klippeområdet, Roques de Garcia. 

At besøge Teide er lidt ligesom at besøge en anden planet. Der er nemlig en grund til, at både Star Wars og Abernes planet blev optaget her. Og det er den vildeste oplevelse at stå der midt i parken med udsigt til de vilde landskaber så langt øjet rækker. Det kan minde lidt om at besøge en af nationalparkene i det vestlige USA. 

Den oprindelige befolkning på øen, gauncherne, klaldte vulkanen for Echeide, som betyder helvede. Guancherne troede, at djævlen boede i vulkanen, og derfor også, at bjerget var porten til helvede. 

Du kan besøge Teide National Park på flere måder 👇🏻

📸 Guidet tur til Teide inkl. kabelbane til toppen

Denne tur minder meget om den, jeg valgte at hoppe med på fra Costa Adeje, da jeg besøgte Tenerife. Du bliver hentet på dit hotel, og kørt til svævebanens basestation. Herfra kan du tage den 8-minutters tur til toppen af det højeste bjerg i Spanien. 

På toppen kan du følge stierne til Pico Viejo Lookout eller La Fortaleza Lookout, hvor der er en vild udsigt over hele Tenerife. Du kan IKKE vandre til det højeste punkt af vulkanen via. Telesforo Bravo-stien på denne tur. Det kræver en forhåndstilladelse – og højst sandsynligt længere tid, end hvad turen tillader dig på toppen. 

Undervejs på turen stopper bussen også ved de mest ikoniske steder i Teide National Park. På den måde får du taget dine feriebilleder fra flere perspektiver i parken – og du har samtidig en officiel guide med, som fortæller dig interessante fakta om seværdighederne under turen. 

📸 Stargazing Safari & middag i Teide National Park

Mange er ikke klar over det, men Teide National Park er kåret som verdens 3. bedste sted at se stjerner i verden. Og man kan kun forestille sig, hvor smukt det er at se den stjerneklare himmel med fyrreskoven og de store klippeformationer i baggrunden. 

Turen starter med afhentning ved dit hotel, og et kanarisk måltid samt et glas cava under solnedgangen. I nationalparken foregår stjernekiggeriet igennem kraftige teleskoper. Vær ikke overrasket, hvis du får en helt klar Mælkevej, planeter og månen at se. 

🚘 Lej en bil og tag på road trip

Vejene på Tenerife er i forholdsvis god stand. Derfor er der intet frygtindgydende ved at leje en bil og selv køre igennem Teide National Park. Med en bil kan du stoppe, når du har lyst – og ved flere viewpoints end på en guidet tur.

Teide National Park har 26 forskellige udkigsposter, du kan stoppe ved. Den mest populære er Mirador de la Ruleta ved Roques de Garcia, hvor du også kan se til Icanca Plains og det sydlige Las Canadas del Teide caldera.

Du kan køre ind i Nationalparken via. flere forskellige ruter: 

  • Fra Los Gigantes kan du køre til Mount Teide via Chinyero Vulkanen, som er endnu en smuk vulkan på Tenerife.
  • Fra Los Cristianos er den korteste ved igennem Vilafor, som er den højest beliggende by på øen. 
  • Fra Puerto de la Cruz kører du igennem La Orotava, som er et historisk centrum for datidens arkitektur på Tenerife. 

Vil du have det bedste ud af dagen? Så anbefaler jeg, at du ikke tager den samme vej ud af parken, som du kørte ind!

🚌Hop på bussen til Mount Teide

Du kan tage bussen til Teide fra enten det sydlige (Los Cristianos) eller nordlige (Puerto de la Cruz) Tenerife. Det er uden tvivl den mest økonomiske og miljøvenlige måde at besøge området. Og jeg har Googlet mig til, at en returbillet koster i omegnen af 15€.

Ulempen ved at tage bussen er, at der kun går én bus tur/retur i løbet af dagen. Og den giver dig ikke oceaner af tid at se parken i. Derfor bør du fokusere på én oplevelse, når du vælger bussen. Det kan være at nå til toppen af vulkanen, gå omkring klipperne ved Roques de Garcia eller opleve Arenas Negras i den nordlige del af parken. 

👉🏻 Find bustider til Teide her!

2️⃣ Roques de Garcia

Roques de Garcia er nok et af de mest populære stop i Teide National Park. Området består af unikke klippeformationer, som stammer fra flere millioner år med erosioner. Især Roque Cinchado/Stone Tree, også kendt som “Finger of God”, er med sin træ-lignende form, et foto værdigt. 

Lige overfor Roques de Garcia ligger Parador de Cañadas del Teide, og den eneste mulighed for at overnatte lige midt i nationalparken. Det er et klassisk hotel med en god restaurant. En overnatning her giver dig også mulighed for at opleve området, når alle dagsturisterne er taget hjem igen – og ikke mindst udsigten til den stjerneklare nattehimmel.

👉🏻Book overnatning på Parador de Cañadas del Teide her 

3️⃣ Chinyero-vulkanen

Fra ovenstående Teide National Park bevæger vi os nu lidt vest mod Chinyero Special Nature Reserve. Området er hjemsted for Chinyero-vulkanen, som var “skyld i” det sidste vulkanske udbrud på Tenerife i 1909.

Området omkring vulkanen er kendt for sine kulsorte landskaber og smukke grønne fyrretræer. Her findes flere vandreture, men den mest populære er nok Chinyero Circular, som går rundt om selve vulkanen. Dog er Volcan Arenas Negras også et besøg værd. 

Læs mere om Chinyero i min guide til vandring på Tenerife!

4️⃣ Bjerglandsbyen Masca

Masca bliver ofte betegnet som en af Tenerifes smukkeste bjerglandsbyer. Og turen dertil går af vilde bjergveje igennem Teno Naturpark. Bare køreturen igennem kløften er en wow-oplevelse i sig selv. 

Bjerglandsbyen huser i dag omkring 100 faste beboere. Med sine brostensgader og de oprindelige landhuse, som i dag er omdannet til indkvartering, vil du opleve en arkitektur, som er ekstremt velholdt. 

Det rygtes, at Masca er et gammelt gemmested for pirater. I 1600-tallet havde piraterne nemlig styringen over det nærliggende hav. Dengang var der ikke bygget en vej til byen, og derfor var det kun muligt at komme hertil igennem kløften på fod. 

Vejen til Masca er en af de mest nervepirrende veje på hele Tenerife. Her er hårnålesving, og direkte udsigt til de dybe kløfter. Har du højdesyge, eller bliver du nemt køresyg, bør du ikke køre turen selv. 

Det er let at komme hertil med bus, men bussen er lille, og du kan risikere at misse den, fordi den er fyldt – specielt hvis du tager afsted mere end én person. Derfor anbefaler jeg, at du besøger Masca på en guidet tur. Jeg har fundet et par stykker herunder 👇🏻

📸 Dagstur til Tenerifes nordlige landsbyer (inkl. Teide-bjerget)

Masca kan besøges på en dagstur i kombination med Teide-bjerget, Icod og Garachico. Undervejs stopper du ved kendte seværdigheder som Roques de Garcia, det oldgamle drageblodstræ, smukke lavabassiner og selvfølgelig bjerglandsbyen Masca. 

📸 Guidet vandring i Masca-kløften

En af de helt store naturoplevelser i Masca er den svære vandretur igennem Masca-kløften. Ruten går 5 km ned ad bakke igennem 700 meter høje klippevægge. Højdeforskellen på turen er 650 meter, og derfor bør du kun tage med, hvid du er i god fysisk form. 

På turen her bliver du udstyret med en hjelm og vandrestave. Det er også muligt at låne vandrestøvler, da du ikke bliver lukket ind på ruten i f.eks. løbesko eller sandaler. 

Flere steder på nettet vil du læse, at det er muligt at tage en båd til Los Gigantes fra stranden for enden af ruten. Det er IKKE længere muligt, og du skal altså vandre de 5 km tilbage igennem kløften til Masca – op ad bakke. 

5️⃣ Drageblodstræet - Drago de Icod de los Vinos

El Drago Milenaria, på dansk kaldt Drageblodstræet, er verdens ældste Draceana træ. Det har en diameter på 20 meter og er ikke mindre end 17 meter højt. Det anslås at være over 800 år gammelt. 

Du kan besøge træet i Millenial Dragon Tree Park, som er en mindre botanisk have med flere forskellige stier, du kan gå rundt på. Parken viser dig også eksempler på gravsteder fra Guanchinernes tid på øen og forskellig flora. 

Book din indgangsbillet til Dragon Tree & Botanisk Have her

Selve byen, Icod de Los Vinos, ligger 1500 meter over havets overflade, og det er en super charmerende by, hvor du også kan opleve flere forskellige museer:

Cueva del Viento – Oplev den 18 kilometer lange vulkanske tunnel, som er en af de længste i verden. Book adgangsbillet her.

Casa del Plátano – Et lille museum, hvor du kan lære om bananproduktionen på Tenerife. Det ligger kun få minutters gang fra El Drago. 

Charco del Viento – Et populært område med naturlige lavapools kun 20 minutters kørsel fra landbyen. Her svømmer du med udsigt til Teide-vulkanen og bananplantager. 

Hvor gror Drageblodstræer?

Drageblodstræet er ikonisk for Asien, Afrika og selvfølgelig De Kanariske Øer.

Hvorfor hedder det et Drageblodstræ?

Fra Drageblodstræet kan man udvinde en rød harpiks, man også kalder for drageblod.

6️⃣ Lavapools i Garachico

Garachico er meget mere end sine naturlige swimmingpools. Havnen stammer tilbage fra det 11. århundrede, og er Tenerifes første havn. I dag er det en hyggeligt turistby med gågader, boutique souvenirbutikker og selvfølgelig bademuligheder. 

Det historiske centrum er meget velholdt, og bestemt et besøg værd. Området blev udnævnt som kulturminde i 1994 for sin flotte arkitektur fra 16-1700 tallet. Ønsker du at opleve natur i nærheden, er Chinyero-vulkanen kun en halv times køretur væk. 

7️⃣ Bananplantager

Rundt på hele Tenerife finder du store bananplantager, og det er oplagt at besøge en af plantagerne på dit besøg. På en guidet tur lærer du om dyrkningen af bananer, smager på plantagens bananer, og slutter af med et shot banan likør. 

Det varme klima og den vulkaniske god gør Tenerife til det perfekte sted at gro bananer året rundt. Ofte er bananer fra De Kanariske Øer sødere, da de er mindre end f.eks. bananer fra Sydamerika. 

Tenerife har to plantager, som du kan besøge på en offentlig guidet tur 👇🏻

📸 Las Margaritas Banana Plantation (Sydøen)

Bananplantagen nær Costa Silencio giver dig mulighed for booke en guidet tur eller opleve plantagen på egen hånd. Som noget specielt, kan du ud over bananproduktion, også lære om fremstilling af det traditionelle mel, Gofio. 

📸 Banana ECO Plantation (Nordøen)

Nær Puerto de La Cruz, i Orotava-dalen, finder du denne økologiske bananplantage. Det var den, jeg selv besøgte på Tenerife, og kan derfor anbefale den guidede tur på det varmeste. Læs mere om mit besøg på plantagen i min guide til Puerto de la Cruz. 

Turen starter med en rundvisning af en guide, som fortæller utrolig mange spændende fakta om produktion, hverdag og eksport af bananer fra plantagen. Til slut smager du på plantagens bananer, og har mulighed for at købe forskellige produkter som bananhonning. 

8️⃣ La Orotava-dalen

La Orotava dalen strækker sig fra havnebyen Puerto de la Cruz i nord og hele vejen ned i Teide National Park til Mirador de La Ruleta. Det er et ekstremt smukt naturområde med fyrretræer, bjergtoppe, bananplantager, vinmarker og vilde vandreruter. 

Dalen er opkaldt efter landsbyen La Orotava, som du kan opleve panorama udsigten over fra Mirador del Humboldt. Selve byen er blandt de ældste på De Kanariske Øer. Den stammer fra 1600-tallet, og er fyldt med gammel arkitektur og smukke haver. 

Blandt de største seværdigheder i La Orotava-landsbyen er La Concención, en kirke fra 1800-tallet, og Casa de los Balcones, hvor du kan opleve gårdhaven og de ikoniske træ balkoner. Glem ikke at booke din indgangsbillet til Casa de los Balcones. 

9️⃣ Anaga Naturpark

Anaga Naturpark er sammen med Teno Naturpark og Teide National Park hjemstedet for noget af den smukkeste natur på Tenerife. Derfor er det endnu en perfekt base for den aktive rejsende, som især leder efter en vandrebase. Hele området er optaget på UNESCOs Verdensarvsliste. 

Start turen til Anaga med at stoppe ved besøgscentret i Cruz del Carmens. Her får du opdateret viden om gode vandreruter, strande og stops til dagens tur. Anaga er især kendt for sin eventyrlige Laurbærskov. Ved siden af besøgscentret ligger den korte vandrerute “Path of the Senses”, som giver en god introduktion til området, hvis du ikke har lang tid. 

Jeg prøvede selv kræfter af med vandreruten fra Cruz del Carmen til Punta del Hidalgo. Jeg skulle være stoppet i Chinamada, som er en lille bjergby med små hulehuse, der er hugget ind i de vulkanske klipper. Desværre havde jeg ikke sat min offline GPS til, og derfor farede jeg vild, inden jeg nåede så langt 😅

Herunder har jeg samlet fem steder i Anaga Naturpark, du ikke bør gå glip af:

  • Benijo-stranden
  • Playa de Tamadite
  • Playa de Las Teresitas
  • Roque de Taborno
  • El Bosque Encantado-vandreruten (Kræver et permit)

Det er let at komme fra San Cristobal de La Laguna og Santa Cruz til Anaga-bjergene. Det gælder både med bil og bus. 

1️⃣0️⃣ Los Gigantes

Los Gigantes er hjemstedet for de 600-700 meter høje klipper, der dramatisk tårner sig op fra havet. Den lille lavastrand ved siden af klipperne er også et besøg værd. Fra stranden har du på en klar dag udsigt til La Gomera. 

Du kan sagtens nyde udsigten til klipperne fra stranden, men jeg anbefaler at du kombinerer din tur til Los Gigantes med en båd- eller kajaktur. I havet omkring Tenerife er der nemlig rig mulighed for at se hvaler og delfiner. I næste punkt anbefaler jeg en bådtur fra Costa Adeje, hvor du også kommer op omkring klipperne i Los Gigantes. 

Er du ikke til det åbne hav, kan du stedet stoppe forbi en af de mange udsigtspunkter i området. Her er Mirador Puerto de los Gigantes, Mirador Archipenque, Vistas de Los Gigantes og Tancón gode muligheder. Og udsigten er mere end fantastisk ved sol op- og nedgang. 

1️⃣1️⃣ Hvalsafari

Tenerife, eller nærmere Teno-Rasca Whale Sanctuary, kaldes også for Europas hvalsafari-hovedstad. Og jeg kan varmt anbefale dig at tage med Eco Certificerede Royal Dolphin ud at se det. 

Du kan vælge mellem en 3 og 4,5 timers krydstogt. Jeg anbefaler krydstogtet på 4,5 time, da det sejler forbi Los Gigantes og Masca-bugten. Undervejs så vi flere hold af større delfiner, og da resten af båden stod på dækket, sneg jeg mig ned på bådens underdæk. Her er finder du nemlig 16 panoramavinduer, og delfinerne svømmede lige forbi! Det var en ret vild oplevelse.

Under hele turen er frokost og drikkevarer inkluderet. Jeg følte heller ikke, at båden var overrendt, selvom der nok ikke var mange siddepladser at vælge imellem. Men jeg fandt et sted, og en flink ældre dame holdt øje med min taske, når jeg løb rundt for at se delfinerne. 

👉🏻 Book din hvalsafari med Royal Dolphin her!

1️⃣2️⃣ Barranco del Infierno

Barranco del Infierno er en smuk 6,5 km tur/retur vandrerute, som starter ved Adeje by. Den tager dig langs bjergets side- og ind i kløften til det 200 meter høje vandfald. Selve vandfaldet er ikke super imponerende men udsigten fra stien og ud over Adeje er ret vild. 

Området er et Natural Special Reserve, og derfor skal du booke din tid på forhånd. Her lukkes nemlig kun 20 personer ind hver halve time. Derudover er vandrestøvler- eller sko påkrævet. Du bliver ikke lukket ind i sandaler. 

Området er også populært for paragliding, og du vil højst sandsynligt se dem som små farvede prikker i horisonten. Læs mere om det i næste punkt. 

1️⃣3️⃣ Paragliding i Costa Adeje

Vil du hellere opleve Adejes kløfter og kyst fra luften? Så tag med på paragliding, og få feriens adrenalinkick klaret. Du flyver selfølgelig med en professionel instruktør i paragliding. Hver tur starter med en sikkerhedsbriefing, og selve flyvningen varer 20-30 minutter. 

Vejret bestemmer ruten, og du vil opleve, at nogle ture flyver over kløfter, imens andre flyver over Roque del Conde bjergsiden. Landingszonen ligger normalt ved Adeje kysten. Og turene inkluderer ofte transport til dit overnatningssted samt fotos fra turen. 

👉🏻 Book paragliding I Costa Adeje her!

1️⃣4️⃣ Canyoning i Los Arcos

Er paragliding ikke den adrenalinoplevelse, du leder efter? I stedet kan du tage med på canyoning i Los Arcos kløften, som er skabt fra ophobning af den vulkanske aske og erosioner. På turen vil du opleve at rappelle ned ad de flotte orange klipper. 

Du rappeller ned ad klippen af 8-9 omgange. Den første nedstigning er ca. 22 meter. Det tager omkring 45 minutter at gå til turens start og 30 minutter at gå tilbage til startpunktet. Med på turen har du selvfølgelig en guide, ligesom alt udstyr til canyoning er inkluderet. 

👉🏻 Book Canyoning i Los Arcos her!

1️⃣5️⃣ Costa del Silencio & Montaña Amarilla

Området omkring Costa del Silencio er meget øde. Det er dog let at komme til med både offentlig transport og bil. Derfor anbefaler jeg, at du sætter en dags tid af til at opleve området ordentligt. 

Jeg startede min tur til området i den lille havneby Las Galletas, som er utrolig charmerende. Selve havnen er fyld med små både, blå bygninger og restauranter. Vil du snorkle, så findes der bådture som denne, hvor du kan opleve skildpadder og rokker. 

Fra Las Galletas gik jeg langs Playa La Ballena og over til Piscina Natural Costa del Silencio. Her finder du et lille sted med naturlige lavapools, du kan dyppe dig i. 

Dagen sluttede ved Playa de Montana Amarilla og en lille gåtur op på det orange bjerg for at se solnedgangen. Stranden er populær til snorkeling, da vandet her er noget af det reneste på hele øen. 

1️⃣6️⃣ La Gomera

La Gomera er naboø til Tenerife, og Columbus’ sidste stop, inden han sejlede til “den nye verden”.  Med hurtigfærgen tager det ikke længe at komme til San Sebastian, som er hovedstaden på La Gomera. 

Under rundturen på øen kører du igenne Hermigua-dalen og besøger den smukke Garajonay Nationalpark. Du vil også se en demonstration af lokalbefolkningens fløjtesprog, “Silbo Gomero”, og besøge kirken, hvor Columbus sagde sine bønner, inden han satte sejl. 

👉🏻 Book din tur til La Gomera her!

OM FLEREFERIER.DK

FlereFerier.dk giver dig inspiration til populære og let-tilgængelige rejsedestinationer i hele verden.

Her finder du især tips til seværdigheder, oplevelser og de bedste områder at bo i. 

PRAKTISK INFORMATION

Email: kontakt@flereferier.dk

Flerferier.dk finansieres af reklamelinks. Derfor kan vi modtage en mindre kommision på f.eks. oplevelser og overnatninger, du køber igennem siden 😄