Guide til 13 oplevelser, strande & vandreruter på Algarve kysten
Drømmer du om ferie på Algarve kysten? Eller har du allerede bestilt turen?
Her får du tips til 13 seværdigheder og oplevelser i Algarve.
Og så håber jeg, du bliver inspireret til din næste ferie! 😃
Table of Contents
Toggle❗️FlereFerier.dk finansieres af reklamelinks. Derfor kan jeg modtage en mindre kommision overnatninger, oplevelser m.v., som du køber igennem siden. Det medvirker til, at jeg kan holde siden kørende ☺️
Ponta da Piedade er et større område omkring Lagos med klippegrotter og smukke udsigter. Du kan opleve stedet ved at gå ned af den lange trappe ved klippen. Dog får du en bedre oplevelse ved at tage med på en bådtur ind imellem klippegrotterne.
Den første mulighed for at opleve Ponta Piedade er med et bådkrydstogt fra Lagos. Her sejler du forbi strande som Praia Dona Ana og Camilo Beach, imens guiden fortæller om kystens formationer.
En anden mulighed er at hoppe med på en guidet kajak tur i det smukke område. Her udforsker du det fascinerende område i trygge rammer med en guide, som kommenterer under hele turen.
Ponta da Piedade ligger fire kilometer væk fra Lagos. Hvis du ikke har lang tid til at opleve området, anbefaler jeg at køre hertil ved solnedgang. Det er et fantastisk syn, når solen går ned over de farvede klipper.
Med sin bredde på 300 meter er Praia Dona Ana den største strand i området omkring Ponta da Piedade. Og man kan vist godt kalde Praia Dona Ana for Instagram-kendt. Den ligger imellem to andre gode strande, Praia do Camilo og Praia do Pinhão.
Det, der gør stranden, så populær, er det fine sand, det klare badevand og de helt unikke klippeformationer, som tårner op omkring stranden. Stranden er for det meste rolig om sommeren, imens vinteren byder på en del koldere vand.
Fra Lagos’ gamle bydel tager det kun en lille halv time at gå til stranden. Undervejs kommer du forbi Forte da Ponta da Bandeira og Miradouro Praia da Batata. Generelt er området bare smukt til en gåtur, og det er forsynet med gode stier, som gør det meget tilgængeligt.
Den mest ikoniske seværdighed på Algarvekysten er uden tvivl Benagil-grotten. Går du langs Seven Hanging Valleys Trail kan du se ned i grotten gennem det store hul i loftet. Det er et flot syn, men jeg anbefaler også at se grotten indefra, hvis du besøger på en vindstille dag.
Grotten kan besøges indefra med en bådtur. Du kan tage med på flere forskellige bådture fra næsten hele Algarves kyst. Da jeg var i Portimão, tog jeg med på en anbefalet speedbådstur fra marinaen. Turen havde en meget god guide med, som fortalte historier fra kysten, og gav tips til flere oplevelser i området.
Du kan vælge at tage bådturen enten fra morgenstunden eller til solnedgangen. Jeg valgte sidstnævnte, og imens det var rigtig smukt at sejle langs kysten, da solen gik ned over havet og malede klipperne helt orange – ja så gjorde det også, at havet var mere uroligt. Vil du have mere tid i selve Benagil-grotten skal du vælge en afgang tidligere på dagen.
Er du vild med vandring, må du absolut ikke skippe vandreruten, Seven Hanging Valleys Trail. Ruten starter ved smukke Praia da Marinha og ender ved den mindre strand, Praia do Vale de Centeanes.
Mange vandrer ruten tur/retur fra Praia da Marinha. Jeg anbefaler dog at vandre videre forbi Algar Seco til Carvoeiro fra Praia do Vale de Centeanes. Jeg har lagt mine ruter op på Wikiloc, så du kan følge dem:
👉🏻 Seven Hanging Valleys Trail (7,5 km)
👉🏻 Praia do Vale de Centeanes til Praia do Carvoeiro (2,9 km)
Ruten er godt markeret hele vejen med gul og rød (ligesom Fishermen’s Trail). Det eneste sted, det kan være lidt svært at spotte ruten igen er ved Benagil Beach. Ellers er det bare at følge kysten, og så skal du nok komme frem.
Jeg var enormt høj på udsigten over klipperne, som kun gjorde mig endnu vildere med Algarve som vandredestination. Det gjorde det heller ikke værre, at jeg mødte temperaturer på 17+ grader og ingen vind på Benagil Beach, da jeg holdte snackpause.
Kommer du i bil til vandreruten, kan du parkere ved Praia da Marinha – og tage en UBER fra dit slutpunkt tilbage. Jeg tog en Uber fra Portimão til Praia da Marinha, og fra Carvoeiro tilbage til Portimao. I alt kostede det omkring 25€, og derfor mener jeg ikke, du behøver leje en bil blot for at komme til vandreruten.
Ruten er ikke svær, men visse steder kræver, at du holder fast i f.eks. et reb for at komme 1,5 meter længere op. Du kan sagtens bruge vandresandaler eller løbesko, men sørg for, at fodtøjet sidder fast på foden. Og glem så ikke badetøjet, for du får med garanti lyst til et dyk eller lidt solbadning på vejen.
Praia da Marinha er stranden, du ofte ser på reklamerne for Algarve. Stranden er dog endnu smukkere i virkeligheden end på billederne. Når du ankommer til stranden, kan du parkere din bil på parkeringspladsen og fylde op med frugt, drikkevarer og is i de små boder.
Inden du går ned på selve stranden, anbefaler jeg dig at besøge tre udsigtspunkter, hvor du virkelig får set strandens skønhed:
Fra sidstnævnte får du en perfekt udsigt til en klippe, som former en M-struktur. Jeg har læst mig til, at du ved lavvande kan gå hen til klippen. Fra oven, hvis du stiller dig rigtigt, kan klipperne danne en hjerteform.
Når du har set skønheden fra oven, kan du bevæge dig ned af de mange trapper til selve stranden. Da jeg besøgte stranden på en dag i marts, var vandet helt roligt, og det glimtede næsten i solen. Jeg kan kun forstille mig, at stranden er helt fyldt om sommeren.
Carvoeiro Boardwalk er en 600 meter lang gangbro på toppen af Algarves klipper. Den starter ved Fort of Nossa Senhora da Encarnação i Carvoeiro og ender ved Algar Seco. Gangbroen gør det både muligt og sikkert at opleve den smukke udsigt over kysten. Klipperne er nemlig stejle og tårner 20 meter over havet.
Jeg anbefaler at gå hele vejen til Algar Seco, da det er et af de steder i Algarve, hvor du har den bedste adgang til flere klippehuler. Området er ikke særlig stort, men du kan let bruge lang tid på at tage fotos og gå rundt på klipperne.
Glem ikke at besøge den populære A Boneca Cave. Navnet kommer af, at grotten udefra ligner en dukke med to øjne. Det er et populært foto-spot, så besøger du i højsæsonen, må du være klar på at stå lidt i kø.
Praia da Rocha er en to kilometer lang sandstrand lige syd for Portimão. Her er en mindre ferieby skudt op omkring stranden. På selve stranden løber en boardwalk, hvor du finder restauranter og barer. Går du op fra stranden, lander du på en strandboulevard, Tomás Cabreira, hvor du finder flere butikker.
Klippestranden er blandt de mest fotograferede i hele Europa, og det er ikke uden grund. For det første er den indhegnet af nogle smukke klipper, men selve stranden er også utrolig bred, så der er rigeligt med plads til at boltre dig på. Stranden starter lige nedenfor Santa Catarina-fortet.
Silves er en gammel middelalderby ved Arade-floden. Faktisk var den hovedstad i Algarve fra det 8. til 13. århundrede. Placeringen ved floden og dennes forbindelse til havet, gjorde Silves til en vigtig handelsby. Floden er besøgt af både romerne, maurerne og vikingerne, som handlede alt fra kork, fisk, salt og træ i regionen.
I dag kan du sejle igennem byen på en soldrevet båd. Turen starter i Portimão, så du får også set den smukke flod på vejen til byen. I Silves kan du opleve historiske seværdigheder som det mauriske slot, katedralen og et museum.
Fishermen’s Trail eller Rota Vicentina er en vandrerute på 226,5 km, som strækker sig langs kysten fra Porto Covo til Lagos i Portugal. Ruten tager dig forbi små kystbyer, smukke øde strande og de vildeste udsigter over klipperne ved Atlanterhavet.
Ruten er en af de nemmere langdistance-ture i Europa. Den er nemlig ret flad, og undervejs kan du overnatte på hostel, airbnb eller luksushoteller. Valget er dit. Samtidig er temperaturen lun året rundt, pånær juni-juli, hvor den for mange vil være alt for høj til vandring.
Jeg har gået lidt af ruten fra Lagos til Salema i det sydlige Algarve, og jeg anbefaler at dele ruten op i to bidder:
Denne fordeling var nemmest i forhold til billig overnatning som solorejsende.
Da Algarve ligger ud til Atlanterhavet, finder du ofte gode surfmuligheder på hele kysten. Det er en populær sport i regionen, og du kommer til at spotte mange surfere på din tur. Så hvorfor ikke prøve sporten af i de perfekte omgivelser?
Du kan booke surflektioner i stort set alle byer. Mange gange vil instruktøren tilpasse undervisningen til dit niveau. Derfor kan du lære noget, uanset om du er begynder eller øvet.
Nedenunder har jeg fundet en mulighed for at prøve kræfterne af med 2 timers surfundervisning på en af regionens mest fantastiske strande, Praia da Falésia👇🏻
Cabo Sao Vicente er det Europæiske fastlands sydvestligste punkt. Engang blev det anset for at være verdens ende. Du kan tage nogle utrolig flotte billeder ved fyrtårnet, da klippeformationerne er ret vilde her.
Ønsker du at se mere af Sagres, som er byen, der ligger lige inden Cape Saint Vincent, så kan det anbefales at stoppe ved Fortaleza de Sagres. Det er et militært monument, som blev brugt til at kontrollere kysten.
Har du ikke lejet en bil i Algarve, kan du tage med på en guidet tur, hvor du både besøger Cabo Sao Vicente og Fortaleza de Sagres. Se de forskellige muligheder herunder 👇🏻
Når du lander i Faro Lufthavn, er det udsigten til Ria Formosa Natural Park, som giver det første gode indtryk af Algarve. Det er et smukt natur reservat, som tiltrækker fugle interesserede turister. Området strækker sig omkring 60 kilometer fra Faro til Tavira. Her er små kanaler, øer og øde strande.
Det er muligt at tage med på forskellige typer af ture til området. F.eks. kan du vælge denne katamaran-tur, som stopper ved både Barrett Island og Ilha do Farol. Med på turen har du en guide, som vil fortælle om den unikke flora og fauna.
Zoomarine er stedet for en sjov familiedag. Her finder du en kæmpe akvarium med introduktion til mere en 20 økosystemer. Parken har også mange forskellige forlystelser og rutsjebaner, ligesom du kan se et delfinshow.
Til slut kan du slå dig løs på Zoomarine Beach, som er bygget til vandhunde, og huser blandt andet bølgebassin og en stor vandlegeplads.
Det er godt at rejse til Algarve hele året. Temperaturen stiger allerede omkring marts, hvor du vil opleve 18+ grader. Denne årstid er perfekt til aktiv ferie, imens sommeren byder på varme og perfekte strandtemperaturer.
Portugal har nogle af de laveste leveomkostninger i hele Vesteuropa. Du kan dog få måltider, hoteller og oplevelser i alle prisklasser. Men generelt er Algarve en del billigere end Danmark.
Algarve er kendt for sine mange smukke strande og massere af naturoplevelser. Her finder du et kuperet kystlandskab, hvor hyggelige fiskerlandsbyer dukker op på række. Er du til historie, findes her mange kirker og fæstninger.
Der er lige under 280 km fra Lissabon til Faro, som er byen med lufthavnen i Algarve. Her kan du også komme til med tog på omkring 4 timer. Byer som Lagos og Portimao er også let tilgængelige med bus på lidt over 3 timer.
OM FLEREFERIER.DK
FlereFerier.dk giver dig inspiration til populære og let-tilgængelige rejsedestinationer i hele verden.
Her finder du især tips til seværdigheder, oplevelser og de bedste områder at bo i.
PRAKTISK INFORMATION
Email: kontakt@flereferier.dk
Flerferier.dk finansieres af reklamelinks. Derfor kan vi modtage en mindre kommision på f.eks. oplevelser og overnatninger, du køber igennem siden 😄